Viceværter

En af mine aversioner er Viceværter – eller i hvert fald dem der er der, hvor jeg bor. Gutterne er så mænd flinke nok, det er mere det job de udfører.

For mig at se, er en vicevært en fyr, der ikke kan tåle at se noget grønt vokse op. Fluks der kommer en uplanlagt vækst, kommer viceværten og fjerner den. Jamen hvorfor nu det? Det er da dejligt med en hyld, der vokser op ved et vindue.

Og hvorfor skal græsset partout slås to gange om ugen, så alle de små bellis får kappet hovedet af igen? Næh, de skulle hellere springe en græsslåning over og så få fjernet alger, på det (engang) hvide stakit, der blev sat op ved containerne, og som faktisk var pænt, da det blev lavet med fancy lamper og alting, men som nu ligner jeg ved ikke hvad, fordi det vender mod nord og aldrig ser solen. Hvis man ikke vedligeholder tingene, forfalder de da.

Hvis de nu sprang endnu en græsslåning over kunne der også blive tid til at fjerne alger og duelort i kælderskakten, så man ikke hver morgen skulle balancere med sin cykel gennem alt det…

Vi har lige fået støbt nye trappesten ved indgangsdørene. Bevares det er pænt og nydeligt, men igen undrer jeg mig over prioritereringen eller manglen på samme, for de gamle trappesten var da helt i orden.

Glæd dig til næsten brok-blog, den kommer til at handle om folk, der ikke kan sortere deres affald.

I Flyverskjul bag en gravsten

En af de ting jeg altid har kunnet, er at koncentrere mig 100 pct. om en opgave. Det kan til tider være praktisk.

Lige nu er jeg derfor krøbet i flyverskjul bag stenene på Slangerup kirkegård. Per Agerbæk var så sød og rar at hjælpe mig med at tage billeder dér og på Jørlunde kirkegård på den sidste stegende augustdag (den 11. august) i år. Jørlunde er allerede med i Dansk KirkegårdsIndex, og Slangerup er der om få dage.

Flyverskjulet skyldes en tråd på DIS-Danmark startet af Merete Nielsen og mig i forbindelse med vores udtræden af bestyrelsen. Vores sortie kan man mene er rigtig eller forkert; vi mener naturligvis selv, at den var rigtig. Vi har vores grunde, og dem har vi gjort rede for i tråden i det omfang, det var muligt for os.

Alt i mens jeg knaster gravsten ind i en database, er det svært ikke at visionere et andet DIS-Danmark; for DIS er min forening, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg drømmer om et DIS, hvor:

• der er plads til alle, og hvor rigtig mange medlemmer er aktive i forskellige projekter til gavn for alle, og hvor foreningen er meget mere end en hjemmeside og et flot blad,
• medlemmerne i fællesskab og med bestyrelsens støtte iværksætter initiativer og driver dem til ende,
• alle de mange slægtsforskere rundt omkring i landet er med til at gøre det, de er gode til og har lyst til at gøre det i foreningens regi (forestil dig hvor hurtigt vi kunne digitalisere fx Nygaards sedler eller noget helt andet),
• bestyrelsen primært har en støttende og koordinerende rolle i forhold til de forskellige projekter,
• bestyrelsen sætter mål og retning, driver aktiviteterne i gang og selv viser vejen,
• der er et klart mål for, hvad vi vil med foreningen – der er altså en klar strategi, og denne strategi er drøftet på møder med medlemmerne landet over, inden den er endeligt på plads og vedtaget,
• ethvert medlem prøver at se sig selv i strategien og siger “det der passer lige på mig. Sammen med Hans, Karl og Kurt tager jeg fat på at….”.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis alle gode kræfter arbejdede mod fælles mål og tog et fælles ansvar kunne vi i fællesskab udrette mirakler på kort tid. Og det ville være til gavn for alle slægtsforskere – både dem på Læsø, som ikke ret tit kan komme på Rigsarkivet, og dem i København, der har svært ved at nå til Aabenraa på grund af arbejdet.

Selv om man ikke er den store IT-haj, er der tusind andre ting at gøre i en forening, der hedder “Databehandling i Slægtsforskning”. Jeg synes snart, at jeg kender et himmelråbende stort tavst flertal, der er er medlemmer af DIS, men som jeg aldrig ser i debatten (hverken den aktuelle eller de mindre krigeriske). Jeg er sikker på, at de er bedre til fx gotisk læsning, end jeg nogensinde bliver, selv om jeg øver mig hver dag fra nu, og til jeg selv bliver indskrevet i kirkebogen igen (og på min gravsten skal der i øvrigt stå både sogn, herred og amt – bare så I ved det

Jeg har et godt forhold til både Kold og Grundtvig, og sangen med stroferne “…plads til os alle, plads til alle, der vil” siger mig en masse – i sær det med “alle der vil”, for jeg savner action. Ikke splatterfilm eller voldsscener, men at alle er med til at gøre noget til gavn for det fælles bedste.

Jeg ved, at Leif i Herning har engageret så mange søde mennesker, der hjælper ham med at taste gravsten. Leif står for teknikken, og den har vi lært af Per Agerbæk, og uden Per var det ikke blevet til noget med de gravsten. Og jeg ved godt, du har hørt/læst det før, men gravstenene er altså bare et lille eksempel på, hvad vi kan udrette i fællesskab.

Og nu tilbage til sten nummer 616 af 751 i Slangerup.

Vi var pionerer

Der er en periode af mit arbejdsliv, jeg ofte tænker tilbage på med et lille sug i maven. Vi var en håndfuld, der på stort set samme tidspunkt blev ansat i en lille statslige institution i vækst. Vi var håndplukkede rundt omkring fra, og der var meget, vi ikke vidste – men der var én ting, vi ville, og det var at være med til at sætte præg på institutionen og dens planlagte vækst – en vækst der skulle vise at blive langt større, end vi nogensinde havde drømt om.

Vi var nok en flok særlinge, men vi havde respekt for hinandens kompetencer. Det var længe før nogen af os havde været på lederkurser, og egl. ledede vi også bare os selv og hinanden, for vi havde lysten og viljen til at lære det, vi ikke kunne på forhånd og til at skabe de ultimative løsninger. Vi stillede os ikke tilfreds med at lave tingene halvt, hvis de kunne laves helt. Jeg savner det lille sted, og mest af alt savner jeg den helt særlige stemning vi i fællesskab skabte der.

Jeg var der som ung budgetkonsulent, og havde fx ikke erfaring med at administrere lokalløn. Min ven var der som ung regnskabsleder, og han var heller ikke helt skarp til det. Men vi skulle jo kunne det, og vi havde sådan set kun hinanden at lære af – og hvad gjorde vi så? Vi lukkede os inde på et kontor en hel eftermiddag med cirkulærer, vejledninger og regneark – og lavede eksempler. Og da vi kom ud havde vi lært det – og jeg skal hilse og sige, at vi aldrig har glemt det igen.

Da jeg gjorde en af de andre opmærksom på det forleden, sagde han “Vi var jo pionerer”, og det er rigtigt. En pioner afdækker nyt og ukendt land, og det gjorde vi sandt for dyden. Vi knoklede men syntes, det var vores sted, og det var os, der lagde grundstenene.

Jeg har tit tænkt tilbage på det som en af de bedste perioder i mit arbejdsliv, og føler mig ret overbevist om, at det var pionerånden, der var forskellen til alle de andre steder, jeg senere har været ansat. det at bygge noget varigt sammen med de andre var unikt.

Uden at formulere det så konkret, havde vi “fælles mål og fælles ansvar”, og hu hej hvor det motiverede. Senere har vi så været på lederkurser og lært at det hedder sådan, og at det er meget motiverende. Hæ hæ – det vidste vi da godt, for vi havde selv erfaret det.

Læreproces

Disse dage ser jeg alt gennem et objektiv, også når kameraet ligger hjemme! Fotokritik.dk er virkelig et formidabelt site, hvor man straks føler sig hjemme. Jeg har selvfølgelig også været så så heldig, at mine først to uploadede fotos blev taget godt i mod.

Man har lov at uploade fem hovedbilleder pr. uge, og hvert af disse kan evt. ledsages af fire ekstra, der evt. er en del af en serie. Forståeligt nok, at der er begrænsninger på antallet af uploads pr. uge. Det er en sjov proces at udvælge egne billeder til upload – det lærer man faktisk også noget af. Man skal jo “spare”, og så bliver man vældig kritisk med det hele.

Jeg har taget billeder i ca. 10 år, men altid kun til mig selv, og jeg har faktisk kun haft én ven at vise dem til. Han er god til at komme med konstruktiv kritik, og ham, synes jeg, har jeg lært meget af. Jeg beundrer hans billeder. Fra de første år husker jeg ham sige “Gå tæt på” hundrede gange – og det har virket. Nu går jeg tæt på det hele, måske også for tæt, men jeg er blevet vild med detailler, som ingen andre ser. Når jeg ser andres billeder, tænker jeg tit på, hvorfor de ikke går hen til motivet – venter de på, at det skal komme til dem? Det er sådan et banalt trick, men det bringer liver og nærvær.

Mit beskedne lille varemærke er, at prøve at lave anderledes billeder, skøre billeder, som ingen andre kunne finde på at lave. Og selv om jeg ved, at det på ingen måde er stor kunst, og selv om jeg ikke er teknisk nær så god som alle andre, så kan jeg alligevel se, at der er nogle, der kan lide motiverne. Det er en glæde.

I aftes vovede jeg at uploade mit billede af smeden Otto Sørensen fra Uhre på Fotokritik.dk; og det blev sørme også taget vel imod. Jeg kan selv godt lide det, fordi det på sin egen facon fortæller en historie om en dygtig håndværker, der kan sit kram.