, ,

Livstegn fra en psykiatrisk patient

Livstegn fra en psykiatrisk patient

Jeg er her endnu

Lige et livstegn fra en psykiatrisk patient.

Jeg får læst jeres blogs men jeg har ikke overskud til at kommentere, men det skal nok komme på et eller andet tidspunkt. Ting tager tid.

Medicinen kan gøre ca. halvdelen, resten må man selv gøre. Jeg er begyndt at gå ture. Jeg går rundt om Damhussøen, og til tider tillægger jeg engen. Turen om Damhussøen er vist ca. 3,45 km., men GPS’en driller, så jeg ved det ikke præcist. En eller anden dag vil jeg måle turene med min cykelcomputer. Alle siger, motion har en helbredende virkning, og det tror jeg på. Det er skønt at komme ud og gå, og det hjælper på søvnen at blive lidt naturligt træt. Jeg har googlet en del på “Bipolar affektiv sindslidelse” og en af de ting, der går igen på alle siderne er, at motion hjælper godt. Så jeg går mine ture.

Jeg kommer i “Akutteamet” på Gl. Kongevej 33, og de er supergode. Det er godt at have nogen, der holder fast i mig. Meningen er, at jeg herefter skal overgå til distriktspsykiatrien. Hvad de kan gøre for mig, ved jeg ikke, men jeg takker ja til alle tilbud, der findes. Distriktspsykiatrien er meget udskældt, men jeg går til det med positivt og åbent sind og ser, hvad de kan tilbyde. Måske skal jeg overgå allerede i morgen.

Hvad stiller jeg op med indtægtsnedgangen?

Det grundlæggende problem (indtægtsnedgangen) er der ingen, der har en løsning på. Uanset hvor dygtige og søde, de alle sammen er, er der ingen, der har præsenteret mig for en løsning. Mantraerne er: “En dag ad gangen” og “Der findes en løsning”, og det må jeg jo tro på. Hvis jeg ind imellem ikke kan holde fast i mantraerne, kommer alle de dårlige tanker igen, så jeg gør alt for at holde fast i mantraerne.

Sygemeldt og hvad så?

Jeg er sygemeldt og skal nok være det et stykke tid endnu. Indtægten er sikret så længe. Hvad der derefter skal ske, ved jeg ikke. Udgangspunktet er, at jeg gerne vil arbejde, men jeg er i tvivl, om jeg kan arbejde på normale vilkår igen. Når jeg arbejder med kriminalhistorie.dk, går det godt, og jeg føler, jeg kan holde koncentrationen, men der står jo heller ingen og hopper ved siden af med krav om en vis mængde output.

En veninde siger, jeg ikke kan arbejde, og det bygger hun på, at da jeg var i virksomhedspraktik, var jeg meget bange for ikke at slå til i jobbet. Jeg er altid bange for ikke at slå til, og det har jeg været hele mit liv.

Jeg har fået en superfin anbefaling fra min chef i Statens It, og den er jeg glad for, og jeg håber på muligheden for at kunne præsentere den for en arbejdsgiver. Ind imellem læser jeg stillingsopslag, men jeg kan slet ikke se mig selv i stillingerne. Jeg tror ikke, jeg kan leve op til kravene på det almindelig arbejdsmarked.

Jeg håber på et fleksjob, men det er meget svært at få sådan et, og under alle omstændigheder forudsætter det nok et “ressourceforløb” og en arbejdsprøvning. Jeg har prøvet at sætte mig lidt i tingene på socialjura.dk, men det er fuldstændig uoverskueligt, så det har jeg opgivet.

Der er kommet indkaldelse fra Hvidovre Kommune om opfølgning på sygedagpengene. Mødet er den 15. august, og jeg vil medbringe en socialrådgiver fra distriktspsykiatrien, for jeg føler mig ikke i stand til at varetage min egen sag. Derudover hører fire ører bedre end to, og dertil kommer, at jeg p.t. har en hukommelse som en si. Det er en del af sygdommen.

På den positive side

Noget af det positive er, at jeg kan holde koncentrationen igen, at jeg får besvaret e-mails og nu også får skrevet en blogpost. Det med koncentrationen går på, at jeg kan sidde og transskribere længere stykker tekst til kriminalhistorie.dk. Jeg kan endnu ikke være kreativ, sammenholde forskellige stykker tekst og skrive en historie sammen på baggrund af disse tekster. Det kommer vel igen?

Så vidt jeg ved – men jeg kan ikke finde det i journalen på sundhed.dk – er jeg skrevet op til det, der hedder et “pakkeforløb” under hospitalet. Pakken omfatter bl.a. psykoedukation, og noget af det, jeg gerne vil lære om, er mine manier. Jeg kan genkende manierne, når jeg får “indkøbstrang” og køber tre computere på en uge, og når jeg ikke har noget søvnbehov og sidder oppe og arbejder hele natten, men der er det jo allerede for sent. Hvilke signaler skal jeg kigge efter inden det?

Konklusion

Alt er præget af den forfærdelige uvished, men det går fremad dag for dag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.