/14 Kommentarer/i , /af ,

Vedligeholdelses-ECT

Vedligeholdelses-ECT

Vi taler vedligeholdelses-ECT. Det vil jeg gerne

Jeg har været til stuegang med en sød ung læge (Melita er langtidssyg), der luftede idéen om vedligeholdelses-ECT, og det vil jeg meget gerne, da det ikke er en farbar vej at komme her hver femte uge. Vedligeholdelses-ECT går ud på, at man kommer her ambulant fx hver fjerde uge og får behandlingerne, og når man er vågnet tilstrækkeligt op, kan man gå hjem igen. Det, synes jeg, lyder rigtig godt.

Listen over kompetencer

Listen over kompetencerne: De vil hjælpe mig med listen, skønt jeg ikke kan se, hvordan de skulle kunne gøre det. De kender jo ikke mine kompetencer. Hvordan skulle de kunne gøre det, når jeg ikke engang selv kan? Men selvfølgelig tager jeg imod tilbuddet, alt skal forsøges. Det er meget ubehageligt at havne i en situation, hvor man ikke føler, man kan noget som helst. En ting har jeg dog selv skrevet på listen og det er, at jeg kan skrive; det føles bare ikke som en kompetence, der kan bruges til noget.

Senere: De sendte mig en elev til at gennemgå kompetencerne. Det gik ikke, for han kunne ikke kende forskel på et CV og en liste over kompetencer. Vi prøver igen med Kimmie på fredag; måske det så går bedre…

Jeg synes ikke, jeg har ret meget håb

Jeg synes ikke umiddelbart, jeg har så meget håb eller så meget at have det i, men et mikroskopisk sted må det jo være, ellers ville jeg jo ikke søge hjælp; det er logik for perlehøns.

Jeg har fået lov at tage lidt hjem i eftermiddag, da jeg mangler min elektriske tandbørste, noget mere passende tøj til den kommende hedebølge mv. I morgen tidlig er der en ny runde ECT.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Fremtiden

Fremtiden

Fremtiden men først lidt om ECT

Posten er revideret efter jeg fik erfaring med ECT

Henover weekenden er jeg blevet bevilget ECT, og det er jeg meget glad for. Først troede jeg, at jeg skulle afvente en konference i dag mandag, men det kunne altså falde på plads tidligere. Der kom en ung læge og skulle tage blodprøver, men det var hun ikke særlig god til. Jeg tror, hun forsøgte 10 gange, uden at det lykkedes hende. Mine blodårer ligge åbenbart meget dybt, men det plejer da ikke at være noget problem.

Den første behandling var i morges, og det sidste jeg hører er “baseline” og “impedans”, og så er jeg væk efter fire sug i masken. Efter behandlingen som vist varer ca. et minut eller to, bliver man kørt ind til et lille opvågningsrum, hvor man er i ca. 30 minutter. Det er aldrig lykkedes mig at se det rum. Når man er klar til at komme ned på afdelingen igen, ringer de efter noget personale, der kommer med en kørestol, så man kan blive kørt tilbage. Den køretur har jeg heller aldrig oplevet. Herefter bliver man hjulpet i seng og sover et par timer.

I dag var jeg så forvirret, at jeg ikke kunne finde ud af, hvad klokken var, og det var ret ubehageligt. Herudover kom jeg til at tage bad to gange, fordi jeg ikke kunne huske, at jeg allerede havde taget bad i morges.

Den nuværende situation spænder alvorligt ben for forløbet i Psykiatrifonden, jeg er bange for at blive vurderet som for ustabil og måske også for ustabil til fleksjob, og hvad gør jeg så?

Min bisidder og jeg skal til møde med kommunen

Bodil og jeg skal til møde i Hvidovre Kommune den 15. juli 2015, hvor vi skal gennemgå de 15 siders skema i Word, og der bliver vi nok nødt til at fortælle, at jeg er indlagt igen?

I øvrigt er det ikke helt rimeligt at bede et alvorligt sygt menneske, der måske har lidt ECT-hjerne, om at forholde sig til 15 meget vigtige sider i Word, der kan have afgørende betydning for fremtiden.

Hvad skal jeg gøre?

Det kan ikke blive ved at gå sådan her. Lige nu er jeg her på Psykiatrisk Center Hvidovre (endnu en gang) og jeg tager imod al den omsorg og støtte, jeg kan få, og jeg er glad for at være på 808. Det er trygt. Men jeg skal jo også kunne klare mig selv derhjemme, der er intet, jeg hellere vil, men lige nu kan jeg ikke. Tankerne om ikke at orke mere efter 12 års sygdom fylder for meget.

Jeg har skrevet om det før, men altså: det er svært at skulle finde den evige balance mellem de to poler, og hvornår er man bare almindeligt trist, og hvornår har man en behandlingskrævende depression? Jeg tror, grænsen gå ved selvmordstankerne.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Indlagt med svær depression

Indlagt med svær depression

Jeg er indlagt med svær depression

Det er efterhånden nærmest pinligt at fortælle det, og som skrevet tidligere er det nu, du har chancen for at hoppe til mere muntre sider på Internettet. Men altså: jeg blev indlagt fredag eftermiddag via den nye centraliserede visitation på Psykiatrisk Center Glostrup. Formentlig et eller andet besparelsestiltag…. men det må da være dyrt at køre patienterne rundt i taxa?

Lørdag over frokost kom jeg så til Psykiatrisk Center Hvidovre, og så startede samtalerne med lægerne forfra, men de er jo søde og rare.

Mere ECT

Diagnosen er “svær depression”, og de har bevilget mig en ny serie ECT-behandlinger, som starter allerede i morgen mandag tidligt, og faste fra midnat. Jeg kender turen. Jeg tror ikke, der kan skrues mere på medicinen, så jeg kom for ECT, og det ønske har de lyttet til. Det er jeg meget taknemmelig over. Og de har behandlet sagen, selvom det er weekend.

Listen over kompetencer og Bjarnes selvmord

Det, der væltede mig, var listen over kompetencerne og min vens død; han begik selvmord, og det var en kende for “inspirerende”. Det er i hvert fald det nærmeste, jeg kan komme på noget, der var udover det sædvanlige.

Jeg har kæmpet med min sygdom i 12 år nu, og nu føler jeg ikke, at jeg orker at kæmpe mere. Det går jo den gale vej. Derudover har mit liv været en kolossal udfordring siden 1972, hvor min far døde og idyllen med ham. Det er med til en negativ “slutevaluering”. Jeg er fuldt ud klar over, at i en depression, ser man alting som sort i sort uden lysninger; de andre gange har ECT rettet op på det. Det, håber jeg, kan ske igen.

Det var lige før, at ECT ikke kunne være kommet i gang i morgen, fordi de ikke kunne finde mine blodårer. Den første læge stak og stak det bedste, hun havde lært mange gange, men der kom ikke en dråbe blod. Den næste var bedre. Der skal være styr på blodprøverne, inden de påbegynder ECT, og der må selvfølgelig ikke være kontraindikationer, men det er der heller ikke. Jeg håber, det virker hurtigt, for det aktuelle mindset er uudholdeligt. Behandlingerne sker mandag, onsdag og fredag fra morgenstunden.

Jeg skal have fat i Psykiatrifonden og aflyse mine aftaler der. Dette her kommer meget på tværs af alt det, jeg har gang i, men det er der ikke noget at gøre ved.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/21 Kommentarer/i , /af ,

Uvished om fremtiden

Uvished om fremtiden

Jeg kan ikke udholde al denne uvished om fremtiden

Denne post er brok, så er du advaret, og kan springe til mere muntre sider på internettet 🙂

Jeg savner vished om, hvordan det hele skal gå og skal forme sig. I den forbindelse tænker jeg især på arbejdslivet.

Virksomhedspraktikken (de 13 uger i forbindelse med Psykiatrifonden) kommer ikke i gang før i august måned, da alle virksomheder – både private og offentlige – selvfølgelig holder lukket i juli. Det betyder, at praktikken ikke vil være afsluttet før omkring årsskiftet. Efter praktikken er afsluttet, skal Psykiatrifonden lave noget papirarbejde, som de skal sende til Hvidovre Kommune, der har bevilget forløbet. Jeg har sikret mig, at jeg bliver hørt, inden de sender det afsted.

Når kommunen har modtaget det og al mulig anden dokumentation, skal de forberede sagen til rehabiliteringsteamet, der så skal holde et møde, som jeg og Bodil selv kommer til at deltage i. Der kan jo sikkert gå en måned med at forberede det. Det er et forum med 12 – 15 mennesker, og jeg ser ikke frem til det. Jeg har dog en eller anden fornemmelse af, at det vil gå min vej og ende med et fleksjob. Jeg har ikke noget at have den fornemmelse i, andet end at “alle mulige” siger, at det ligner et fleksjob.

Lav en liste over kompetencer til på mandag

Herefter skal jeg finde en arbejdsgiver, og det tror jeg, kan blive svært. Jeg kunne ikke finde et ordinært job, hvorfor skulle jeg så kunne finde et sådant job? Som jeg har forstået det, er der vist nok noget hjælp at hente i kommunen til den proces.

I forbindelse med det at finde en arbejdsgiver har jeg fået en lille hjemmeopgave til på mandag: “Lav en liste over kompetencer og en liste over personlige egenskaber”.

Det burde være peace of cake, men det er det ikke. Det går OK med de personlige egenskaber: Jeg er fx flittig, vedholdende, kvalitetsbevidst mv.

Jeg har ikke nogen kompetencer mere

Når jeg kommer til kompetencedelen, går jeg i stå og synes pludselig ikke, jeg kan noget mere; eller også er det jeg kan ikke en option længere. Jeg har fx været en dygtig projektleder, men den rolle kan jeg ikke længere udfylde. Det er lige meget hvilken kompetence, jeg kigger på, så er den fortidig og et spejl på alt det, jeg ikke længere kan. Det er ret forstemmende. Jeg sidder tilbage med følelsen af ikke at kunne noget som helst mere.

Jeg kan være bekymret for, om mine sygedagpenge slipper op, inden hele denne sagsgang er overstået – og hvad gør jeg så? Måske kan de forlænges?

Jeg ser frem til virksomhedspraktikken, der vil give svar på, hvad jeg stadig kan og i hvor mange timer pr. uge. Det bliver et skridt på vejen mod vished.

Det er en nedadgående spiral

Uvisheden er svær at håndtere, og nu har den varet ca. to år, idet jeg var ledig ca. et år, før jeg blev sygemeldt. På mange måder kan man sige, at det var “heldigt”, jeg blev syg, for det reddede mig fra at blive smidt ud af dagpengesystemet.

Jeg har været syg siden november 2003, hvor jeg havde den første depression, og siden er det så gået slag i slag. I en del år havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”, og da manierne kom til (jeg ved ikke hvornår) blev diagnosen ændret til bipolar. Så egentlig kan man sige, at jeg har været syg i 12 år, hvor det bare er gået støt og roligt ned ad bakke.

Jeg vil gøre meget for at ændre denne nedadgående spiral, og som jeg ser det, er første skridt at finde et job, jeg kan bestride godt og grundigt. Selvfølgelig vil det ikke blive på samme niveau som før, og det har jeg egentlig forliget mig med. Nu skal jeg bare have noget vished!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.