,

München, Ansbach, Paris, Nice, Kabul mv.

Titlen på dette indlæg er uden tvivl mangelfuld. Den består af de byer, som jeg lige kan huske har været ude for terrorangreb på det seneste, og hvor mange uskyldige mennesker er døde.

Med hensyn til Kabul, er det bemærkelsesværdigt, at TV-avisen brugte maksimalt 30 sekunder på et terroranslag, der dræbte 82 mennesker. Men det er jo langt væk… og ikke i Europa.

Jeg kan slet ikke lide at tænde for TV-avisen lige p.t., for hver dag har sit frygtelige budskab om hvor mange, der nu er dræbt hvor. Og det ligger hele tiden i luften, at det er radikaliserede muslimer, der står bag anslagene. Jeg kan ikke finde ud af, om situationen reelt set er blevet meget værre på det seneste, eller om det er et udtryk for, at når det ene medie skriver om noget forfærdeligt, så skal de andre ikke stå tilbage for dem. Og så kommer det sanselige bombardement lige ind i aftenkaffen.

Jeg ønsker mig en verden, hvor der er plads til alle, hvor vi deler værdier – og gerne står fast på dem – og hvor vi ikke lader diverse religioner skyde kiler ned mellem os. Disse kiler skaber angst, og angsten skaber ekstremisme i en grad, der får mennesker til at slå andre mennesker ihjel, hvor usympatisk det end er. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Mange vil kalde mig naiv nu – men det lever jeg så med.

Jeg er selv religiøs/troende, og jeg har respekt for, at det er der også andre, der er, og de må tro alt det på Allah, de vil, og bære alle de tørklæder de vil, hvis jeg bare må tro på min Gud. Og bare jeg ikke skal slås ihjel på grund af min tro.

Det er snublende let at associere terrorhandlingerne med de mennesker, der flygter til vores land. Debatten, der bliver mere og mere rå, skærer alle over en kam, og munder ofte ud i “Send dem hjem, hvor de kom fra” og “Skyd de perkere i nakken”. Den slags gør mig trist.

Min holdning er, at de mennesker, der er i vores land, skal behandles ordentligt uanset, om de er her på utåleligt ophold eller ej. Og de skal have mod til at “adoptere” vores værdier. Se bort fra de religiøse skel og fokuser i stedet på værdierne! Men det kræver naturligvis, at vi selv ved, hvilke værdier, der er vores. Og det ved vi ikke, for så havde Bertel Haarder ikke søsat sin “Danmarkskanon”, som jeg i øvrigt synes, er et fint og demokratisk tiltag, som jeg selv har bidraget til

Bertel Haarder taler ofte om, at flygtningene skal “ville Danmark”, og det lyder rigtigt i mine ører, men så skal vi også give dem chancen for at vise, at de vil. Og hvordan gør vi så det? Vi gør det i hvert fald ikke ved at lade dem sidde i en teltlejr og glo ud i luften i årevis.

Det allerbedste vi kan gøre er at tildele dem en plads på arbejdsmarkedet. Det er den bedste og billigste form for integration. Når man har et arbejde, bidrager man til samfundet, og det er et urinstinkt gerne at ville det. Jeg har selv prøvet at stå udenfor, og det bliver man et “mindre menneske” af.

Jeg har en god veninde, der deltager i et frivillignetværk i en lille by nær København. I byen ligger et stort flygtningecenter. I netværket fokuserer de på at hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet.

Flygtningene vil gerne arbejde, men de kan ikke få hverken et job som vinduespudser eller rengøringsassistent, for der står i stillingsopslagene, at de skal kunne flydende dansk og have kørekort. Jamen for pokker da, de skal vel ikke tale med gulvskrubben eller vinduerne? Og hvor kræver jobbet, at de kører hen?

Det viser bare arbejdsgivernes ønske om at sætte en vejbom op for flygtningene, som de umuligt kan passere de første mange år. Det resulterer i, at det netværket kommer til at hjælpe med, primært er at logge ind på Jobnet og klikke på knappen, hvor man bekræfter, at man har læst – og forstået – “Min plan”.

Der er et eller andet galt, og det må kunne gøres bedre, også uden at nogen skal dø af det.

 

,

De marginaliserede

Jeg læser mange artikler på POV International, der er en relativt ny platform med frie skribenter og uden reklamer. De lever af små private bidrag enten til den enkelte forfatter eller til foretagendet som sådan. Jeg sender af og til en tyver. De skriver om sig selv:

POV International er et samlingssted for talentfulde skribenter med internationalt udsyn og noget på hjerte. Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle debatter – eller omvendt!

Vi har ingen begrænsninger på emner, så længe der er troværdighed og kvalitet bag.

Vores mål med POV International er, at læserne får noget at tænke over, samtidig med at de er godt underholdt.

I dag har de en særdeles velskrevet og gruopvækkende artikel fra virkeligheden. De kalder artiklen “Stemmer fra underdanmark.” Den beskriver det liv man har – eller måske rettere ikke har – når man er omfattet af det “moderne” kontanthjælpsloft. Ingen har hidtil kunnet forklare mig, hvori det moderne består.

Det er rystende læsning. Bidragyderen har en eller anden lidelse, der gør, at hun ikke kan arbejde. Hun har to teenagebørn, hvis værelser hun har lejet ud for at have penge til mad. Nu bor de alle tre på madrasser i stuen. Sønnen er særdeles kvik og får kun 12-taller i skolen, men han bærer på en evig skam, nemlig den at mor ikke kan forsørge sig selv, men lever på en overførselsindkomst. Det fortæller han ikke til kammeraterne.

Artiklen rammer lige ned i min hjertekule, for i to år var jeg hver dag bange for at havne i samme suppedas. Når det gik særlig hårdt for sig inde i mit hoved, frygtede jeg at ende som hjemløs. Psykologen sagde ganske vist, at sådan ville det ikke gå, men den angst kunne hun trods stor dygtighed ikke fjerne.

Af det lille udklip øverst fra Beskæftigelsesministeriets hjemmeside fremgår det, at jeg ville have haft 11.000 kr. brutto pr. måned. Da skatten – som jeg betaler med glæde – sluger ca. det halve, havde der været 5.500 til mig selv. Bare de faste udgifter udgør 8.500 kr. Hvad med mad og medicin? Alene medicinen koster hver uge 300 kr. Hvordan udligne dette månedlige minus? Jeg tænkte på, hvordan andre mennesker bar sig ad, men det blev gudskelov aldrig nødvendigt at grave dybere efter svaret.

Jeg blev reddet på målstregen, og det er jeg taknemmelig for – og stadig meget lettet over.

 

,

Staten som arbejdsplads

Jeg har haft besøg af en rigtig dejlig tidligere kollega. Vi har talt og talt i fem timer, for vores kemi er i orden, og vi har meget at tale om.

Vi arbejdede sammen fra 2000 til 2004 i en statslig styrelse. Vi har begge været dygtige, stræbsomme, loyale, omstillingsparate, robuste osv. – altså alt det man skal for at hænge på i en statslig sektor, der årligt skal fremvise produktivitetsstigninger på mellem to og tre pct.

Og man kan spørge, hvad vi så egentlig har fået ud af det?

Jeg har ikke fået noget ud af det kvarte århundrede, der gik med altid at være på pletten og være “firmaets mand”. Jeg har haft spændende jobs og blevet lyttet til, og det var jo dejligt, men retrospektivt var det ikke godt for mig. Psykologen sagde – og jeg er enig – at meget af mit arbejdsliv sikkert har været båret af manier. Og nu sidder jeg så i et fleksjob…

Vores fælles styrelse er omfattet af regeringens storstilede udflytningsplan, hvor 3.900 arbejdspladser skal flyttes ud i landet – mest til Jylland forstås. Det koster kun en milliard, siger Finansministeriet selv.

Hun er en af dem, der ikke vil med til Jylland, for hvad skulle hun egentlig lave der? Og hendes mand har med sit job ikke mulighed for at flytte med. Så hun er nu efter 25 år afskediget. “Start forfra søster, du er jo kun 59, og hvad er der nu galt med Jylland?” – sådan lyder parolen overfor de statsligt ansatte, der – hvis de har været tilstrækkeligt højt rangerende – kan få en fratrædelsesgodtgørelse og et outplacement forløb. Det er altså nemt at blive lidt bitter og at have svært ved at få øje på fremtiden.

Jo mere hun fortalte om sin sidste tid derude, om alle fyringsrunderne og om de fire år, der gik forud, jo mere kunne jeg mærke, at jeg er lykkelig over at være sluppet ud af det statslige favntag, hvor alle hypper egne kartofler. Min karriere er forbi, men jeg er ved at have vænnet mig til tanken. Til gengæld jeg er glad og optimistisk, når vækkeuret sætter ind kl. 06 tre dage om ugen. Og jeg er glad for at åbne porten til en arbejdsplads, hvor alle har en mission, og til et sted, som jeg kan identificere mig med. Jeg gør ikke direkte noget for verdens 800 millioner fattige, men jeg kan levere noget FKN har brug for for at kunne hjælpe alle disse mennesker. En lille brik i puslespillet men dog en brik.

Når medarbejderne i staten ytrer sig om, at der er langt til Jylland, er beskeden typisk “tag en tudekiks”. Det er efter min opfattelse et utilgiveligt og ringeagtende udsagn, eller mindre pænt sagt: noget svineri. Regeringens sølle argumenter går på, at der også er dygtige medarbejdere i Jylland. Tåbeligt argument. Der er jo ingen, der desavouerer de jyske medarbejdere!

Der er i den styrelse tale om folk, der i mange, mange år har stået last og brast med den og båret med ved den ene effektiviseringsproces efter den anden. Pludselig kan de ikke bruges til noget længere.

Det var så en af de personlige historier bag udflytningerne. Der er også tabet for kunderne:

Vores styrelse laver højt specialiseret sagsbehandling med både akademikere og HK-ansatte som sagsbehandlere. Vores kunder er primært private virksomheder, der betaler et ret stort gebyr for at få behandlet deres sager. Området er præget af mange internationalt fastlagte tidsfrister og Den Europæiske Union-bestemte processer.

Det tager typisk tre til fire år med sidemandsoplæring at blive kvalificeret til at varetage sagsbehandlingen på egen hånd. Og det gælder for begge faggrupper. Den type sager er et håndværk.

  • Når nu virkelig mange af medarbejderne ikke vil med til Jylland hvad så?
  • Hvordan finder man en ny flok medarbejdere til dette meget specielle sagsområde?
  • Hvordan får man behandlet sagerne korrekt i de år, der går til sidemandsoplæringen er slut og medarbejderne kan klare opgaverne på egen hånd?

 

Kunderne klager, hvis der er fejl, og det skal de naturligvis også. De er jo netop kunder, og de har betalt et højt gebyr.

Sagsbehandlingstiden vil som konsekvens heraf stige ind i himlen – så klager kunderne også, og det er de i deres gode ret til.

 

,

De kognitive problemer kan ikke repareres

De kognitive problemer kan ikke repareres Beskeden fra Distriktspsykiatrien er, at der ikke er noget at gøre ved mine kognitive problemer

De kognitive problemer kan ikke repareres

Beskeden fra Distriktspsykiatrien er, at der ikke er noget at gøre ved mine kognitive problemer (og nej – ikke udfordringer) med hukommelse og koncentration. Pernille (lægen) havde det med på deres konference i tirsdags, hvor alle mulige læger, psykologer og sygeplejersker er med om bordet. Ingen kunne trække en kanin op af hatten. Alt er allerede forsøgt. Der er ikke mere at gøre.

Håbet der brast

Egentlig havde jeg jo opgivet håbet samtidig med, at der var en lille rest af håb. Jeg er af natur en fighter, men dette kan jeg ikke kæmpe imod. Håbet er brast.

Man kan så sige, at nu ved jeg da, hvor jeg står, og hvad jeg skal indstille mig på, nemlig et livsvarigt handicap.

Gitte (kontaktpersonen) mente, at det måske ville være bedre om seks måneder, men hun har ikke noget at have det i, hvilket hun selv sagde. Men på samme måde som jeg ikke tror på “Recovery”, tror jeg heller ikke, det hjælper noget, at der går et ½ år.

Man skal tro på tingene, for at de kan lykkes. At jeg på anden vis er troende hjælper ikke her.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.