München, Ansbach, Paris, Nice, Kabul mv.
Titlen på dette indlæg er uden tvivl mangelfuld. Den består af de byer, som jeg lige kan huske har været ude for terrorangreb på det seneste, og hvor mange uskyldige mennesker er døde.
Med hensyn til Kabul, er det bemærkelsesværdigt, at TV-avisen brugte maksimalt 30 sekunder på et terroranslag, der dræbte 82 mennesker. Men det er jo langt væk… og ikke i Europa.
Jeg kan slet ikke lide at tænde for TV-avisen lige p.t., for hver dag har sit frygtelige budskab om hvor mange, der nu er dræbt hvor. Og det ligger hele tiden i luften, at det er radikaliserede muslimer, der står bag anslagene. Jeg kan ikke finde ud af, om situationen reelt set er blevet meget værre på det seneste, eller om det er et udtryk for, at når det ene medie skriver om noget forfærdeligt, så skal de andre ikke stå tilbage for dem. Og så kommer det sanselige bombardement lige ind i aftenkaffen.
Jeg ønsker mig en verden, hvor der er plads til alle, hvor vi deler værdier – og gerne står fast på dem – og hvor vi ikke lader diverse religioner skyde kiler ned mellem os. Disse kiler skaber angst, og angsten skaber ekstremisme i en grad, der får mennesker til at slå andre mennesker ihjel, hvor usympatisk det end er. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Mange vil kalde mig naiv nu – men det lever jeg så med.
Jeg er selv religiøs/troende, og jeg har respekt for, at det er der også andre, der er, og de må tro alt det på Allah, de vil, og bære alle de tørklæder de vil, hvis jeg bare må tro på min Gud. Og bare jeg ikke skal slås ihjel på grund af min tro.
Det er snublende let at associere terrorhandlingerne med de mennesker, der flygter til vores land. Debatten, der bliver mere og mere rå, skærer alle over en kam, og munder ofte ud i “Send dem hjem, hvor de kom fra” og “Skyd de perkere i nakken”. Den slags gør mig trist.
Min holdning er, at de mennesker, der er i vores land, skal behandles ordentligt uanset, om de er her på utåleligt ophold eller ej. Og de skal have mod til at “adoptere” vores værdier. Se bort fra de religiøse skel og fokuser i stedet på værdierne! Men det kræver naturligvis, at vi selv ved, hvilke værdier, der er vores. Og det ved vi ikke, for så havde Bertel Haarder ikke søsat sin “Danmarkskanon”, som jeg i øvrigt synes, er et fint og demokratisk tiltag, som jeg selv har bidraget til
Bertel Haarder taler ofte om, at flygtningene skal “ville Danmark”, og det lyder rigtigt i mine ører, men så skal vi også give dem chancen for at vise, at de vil. Og hvordan gør vi så det? Vi gør det i hvert fald ikke ved at lade dem sidde i en teltlejr og glo ud i luften i årevis.
Det allerbedste vi kan gøre er at tildele dem en plads på arbejdsmarkedet. Det er den bedste og billigste form for integration. Når man har et arbejde, bidrager man til samfundet, og det er et urinstinkt gerne at ville det. Jeg har selv prøvet at stå udenfor, og det bliver man et “mindre menneske” af.
Jeg har en god veninde, der deltager i et frivillignetværk i en lille by nær København. I byen ligger et stort flygtningecenter. I netværket fokuserer de på at hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet.
Flygtningene vil gerne arbejde, men de kan ikke få hverken et job som vinduespudser eller rengøringsassistent, for der står i stillingsopslagene, at de skal kunne flydende dansk og have kørekort. Jamen for pokker da, de skal vel ikke tale med gulvskrubben eller vinduerne? Og hvor kræver jobbet, at de kører hen?
Det viser bare arbejdsgivernes ønske om at sætte en vejbom op for flygtningene, som de umuligt kan passere de første mange år. Det resulterer i, at det netværket kommer til at hjælpe med, primært er at logge ind på Jobnet og klikke på knappen, hvor man bekræfter, at man har læst – og forstået – “Min plan”.
Der er et eller andet galt, og det må kunne gøres bedre, også uden at nogen skal dø af det.
