Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Podcastkursus på FOF

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Fedt podcastkursus trods kaotisk startDe første 20-25 minutter savnede jeg struktur:

  1. “Jeg hedder …
  2. “Jeg er uddannet …”
  3. “Min erfaring er …”
  4. “P.t. arbejder jeg med …”
  5. “Jeg fortæller om …”
  6. “Det har I brug for at vide, fordi/når I skal …”

Det kunne jeg have tænkt mig, underviseren startede med.

Hun startede fuldkommen uden struktur. Sprang ud i emnerne uden at fortælle, hvad vi skulle med informationerne. Omtalte mennesker og programmer jeg på ingen måde kendte. Brugte fagudtryk, jeg ikke forstod. Osv. Jeg var klar til at gå.

Jeg har brug for det, man kalder “De 10 H’er”. Billedet herunder starter fra overlevelsesguiden.dk, der drives af min “studenterkursuskammerat” Anne Skov Jensen, som jeg ikke har set i 40 år …. Og det introducerer kort, hvordan en autistisk hjerne kan fungere (spring det bare over, hvis du synes, det er irrelevant):

Fedt podcastkursus trods kaotisk start

Men jeg sad ved siden af en sød kvinde på min alder, som jeg hviske tiskede lidt med, så jeg vidste, jeg ikke var alene. Det hjalp. Jeg var ikke alene om min frustration!

Og jeg ved godt, at jeg nok bare er en art “strukturfascist”, fordi min hjerne har det så skønt med strukturer (det er også en slags dejlige data i tabeller).

Noter fra de 3 timer og 30 minutters undervisning

Jeg tog en flok noter, og da jeg hjemkommet talte med min veninde om “hvor svært kan det være at lave en podcast?” gik det op for mig, hvor meget jeg faktisk har lært allerede denne første session.

Et eksempel er, at der som udgangspunkt findes tre typer af interviews:

  1. Ekspertinterview (når jeg taler med Poul Videbech om ECT)
  2. Erfaringsinterview (den podcast jeg selv medvirkede i)
  3. Meningsinterview (hvis det lykkes mig at få fat i SF’s psykiatriordfører og tale om 10-årsplanen for psykiatrien)

En ting jeg, som noget af det første (efter frustrationerne), noterede var “Hjernen kan ikke håndtere på en og samme gang at være kreativ og at håndtere teknikken”. Min psykolog siger, at jeg har “en fantastisk hjerne”, så jeg vil lige høre hende, om det også gælder min hjerne. Hun kender mig jo temmelig godt. Umiddelbart vil jeg faktisk tro, den godt kan håndtere begge dele på en gang. Ellers kunne jeg vel ikke komme hjem med en mængde ret interessante noter om alt det, der var øjenåbnere for mig?

Pyt med det. Det er ikke vigtigt lige nu. Skidt må skilles fra kanel.

Det virkelig sjove og interessante

Vi skulle først lave interviews på et minut med samtlige deltagere. Det var spændende, fordi samtlige deltagere havde noget, de brændte for. Det var lige fra at farve håret grønt (ganske vist ved en fejl) til den katastrofale nedslagtning af Københavns Kommunes biblioteker.

Et minut er meget længere, end man tror. Og vi taler meget mere med kroppen, end man tror, og hvor har man dog lyst til at bryde ind og stille de supplerende spørgsmål med det samme. Det er bare ikke en god idé. Udsendelsen bliver bedre, hvis man kan holde sin kæft lidt og senere sige “Du nævnte at xyz. Kan du uddybe det?”

Ros af læreren

Senere skulle vi lave en lille spørgeguide og et lille kort – men dog længere – interview med sidekvinden (samtlige deltagere er kvinder …). Øh … hvad skal jeg dog interviewe Yrsa, der ikke er hendes rigtige navn, om? Hvordan finder jeg på noget? Kan jeg finde ud af teknikken. Hvordan passer jeg på Yrsa, når vi nu har lært, at podcasting også handler om mennesker, og vil man have deres historie, må man som interviewer også være omsorgsfuld? Jeg kan ikke lade være at tænke på Karin Frisk fra “Forsvundne arvinger”. Hun kan stille et lille spørgsmål og få et kæmpe svar, fordi hun er omsorgsfuld. Jeg tror i hvert fald, det er baggrunden.

Yrsa og jeg gik ud i en roligere foyer. Vi lavede spørgeguiden og gik i gang. Hvad vi ikke vidste var, at læreren gemte sig om hjørnet og sagde: “Det er I bare gode til! Det bliver rigtig godt!” Så er man tilbage til femte klasse og har klaret alle staveordene og alle “Læs og forstå-hæfterne”. Jeg spurgte hende “Er det bare noget, du siger, eller mener du det?” Men hun bedyrede, at hun mente det, og så måtte vi jo tro på det, og vi gik derfra lidt højere, end vi kom.

Vi så frem til at høre vores geniale indfald, udspørgen og resultater. Men øh … vi havde vist glemt at trykke på den rigtige knap, den lille røde lampe havde ikke lyst, så vi havde ingen fil på SD-kortet. Damn. Og det beviser vel egl. bare, at underviseren har ret i, at hjernen ikke både kan håndtere kreativitet og teknik på en gang. Altså lærte vi endnu en nyttig ting: Lav altid en lydtest.

Pyt med det. Vi var alligevel helt høje. Og den slags teknikaliteter den første gang, lever vi fint med, når nu læreren sagde, vi var dygtige. Det var jo noget andet, hvis det var en rigtig interviewsituation, hvor man havde spildt interviewpersonens tid i måske en hel time. Der er der bare ikke noget at gøre.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *