, ,

Hos psykologen

Hos psykologen

Jeg sætter overliggeren for højt

Jeg startede dagen hos psykologen i Psykiatrifonden. Hun er simpelthen dygtig, og jeg får meget ud af sessionerne hos hende.

Jeg optager – af hensyn til hukommelsen – alle vigtige møder, og dagens lydfil har jeg allerede hørt; det bekræftede mig bare i, hvor godt det var.

Vi startede med at tale om den kommende virksomhedspraktik, som jeg glæder mig meget til, men som jeg også er meget nervøs for. Hun skar det ud i pap for mig: Jeg sætter overliggeren for højt.

Jeg vil gøre mig uundværlig

Min stille ambition er at gøre mig så uundværlig, at Folkekirkens Nødhjælp (FKN) ser sig nødsaget til at oprette et fleksjob til mig, når praktikken er ovre. Med det ambitionsniveau kan det kun gå galt, for det er simpelthen så sjældent, Psykiatrifonden oplever, at det går sådan. Det er en utopi.

Jeg er fx bange for, at jeg ikke kan huske, hvordan man laver en projektplan, som er trin et i processen. Hun siger, at jeg godt kan huske det, men at det ikke vil gå så stærkt, som det plejede. Jeg er vant til at kunne jonglere lynhurtigt med opgaverne, og jeg er som menneske meget ambitiøs. Det kan jeg nok ikke mere, og jeg er nødt til at opbygge noget tålmodighed med mig selv. Bare tænk på hvordan det er at komme tilbage efter en god lang sommerferie; det kan være rigtig svært at komme i gang igen efter de 3 – 4 uger, hvordan er det så ikke at komme tilbage til arbejdsmarkedet efter flere års fravær?

Jeg er bange for ikke at kunne leve op til kravene, men realiteten er, at det ikke er Folkekirkens Nødhjælp, der stiller de største krav; det er mig selv.

Hos psykologen er meldingen: det vil ikke være sundt

Angående det med at være uundværlig: Jeg kunne måske godt gøre mig uundværlig, men det vil være usundt for mig, for så er jeg tilbage i det gamle spor, hvor jeg kører på randen af en mani, og det skal jeg slet ikke i nærheden af. Jeg har kun været indlagt to gange med mani, som først blev diagnosticeret i sommeren 2014, hvor jeg fik min nuværende diagnose “bipolar affektiv sindslidelse”, men jeg har gået og tænkt meget over, at store dele af mit arbejdsliv har været præget af u-erkendte manier. Hvis jeg har været opslugt af en opgave, er jeg aldrig gået hjem, før den var løst, uanset om det hastede eller ej; jeg er også stædig, så jeg kæmper til sidste blodsdråbe. Jeg har sat mig selv fuldstændig til side i mange år og kun arbejdet på min karriere. Og hvad har jeg egentlig fået ud af det?

Det realistiske ambitionsniveau

Ambitionsniveauet bør i stedet være at leve op til følgende med skånehensynene, som er hentet fra den praktikaftale, der er indgået mellem FKN og Psykiatrifonden på vegne af jobcenteret:

“Hanne B. Stegemüller har behov for strukturerede opgaver, tydelige instruktioner, og feedback på opgaveløsning. Der bør ikke være deadlines, men en plan, der sikrer et tidsmæssigt overblik. Hanne B. Stegemüller har brug for pauser efter behov og hjælp til kun at arbejde inden for de fastsatte rammer, hvad angår timetal og opgaver. Hun har brug for en rolig arbejdsplads.”

Hvis jeg kan leve op til det, er det jo en succes, og ingen forventer mere, men jeg synes jo ikke, det er ret meget, og jeg synes næsten, det er beskrevet som om, de forventer, at jeg er blevet dum af at blive syg, og det (be-)nægter jeg.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

12 Svar
  1. Charlotte
    Charlotte siger:

    Jeg er helt enig med de øvrige, der står ingen steder at du er dum. Jeg ønsker dig så meget held og lykke med jobbet. Og mener også, som andre, at du skal huske at passe på dig selv. Der er jo en grund til, at du ikke skal arbejde for mange timer. Så tag det stille og roligt. Men husk selvfølgelig også, at nyde og være glad for de timer du kan arbejde. Hvilket jeg slet ikke er i tvivl om du vil.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Jo mere jeg kigger på det, jo mere kan jeg se, at I allesammen har ret. Det er noget af det gode ved blogland: Man kan lægge ting op og få feedback – det profiterer jeg meget af.

      Du kan tro, jeg vil nyde det, jeg kan, og jeg er meget spændt på, hvor meget jeg kan yde.

  2. Kisser
    Kisser siger:

    Jeg tilslutter mig hvad de andre kommentatorer har skrevet.
    Der er jo skrevet sådan i instruksen for at beskytte dig.
    Det står jo fint beskrevet i sidste sætning: du har brug for en rolig arbejdsplads.
    En dag ad gangen, ikke?
    Knus fra Køge

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Ja I har garanteret alle sammen ret – jeg skal bare have det integreret inde i mig. Jeg synes ellers, jeg har accepteret, at jeg er syg, men det har jeg måske alligevel ikke…. Jeg kan dog sagtens acceptere og forstå det med en rolig arbejdsplads.

      Jeg lover: en dag ad gangen.

      Knus fra Hvidovre.

  3. Jørgen
    Jørgen siger:

    Her er i al godmodighed en tydelig instruktion: Hold tempoet nede og ambitionerne i skak. Skulle det siden vise sig, at du kan øge lidt, kan du gøre det. Men (endnu en tydelig instruktion): Giv tid.
    God fornøjelse.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Tak! Også du har fuldstændig ret, og i dette tilfælde er tydelig instruktion i orden. Jeg håber jo, at jeg kan holde til at arbejde mere end 12 timer om ugen, for det er godt nok ikke ret meget, men nu må vi se, hvordan det går. Som sagt glæder jeg mig meget, men jeg har også respekt for det.

  4. Ellen
    Ellen siger:

    Ja, det er vist kun dig selv, der kan læse det der som om du skulle være dum – jeg er helt enig med Fruen.
    Derimod har nok alle andre end dig indset, hvad der skal til, for at du ikke ryger ned med et brag kort tid efter start, fordi du stiller alt for høje krav til dig selv.
    Du siger, du husker dårligt … du glemmer vist også at lytte til, hvad der er vigtigst for dig, hvis du skal i gang igen på en god og ikke nederlagsgivende måde 😉
    Pøjpøj med det!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen

      Som jeg også skrev til Fruen i Midten: Det jeg faldt over var “strukturerede opgaver, tydelige instruktioner, og feedback” især “tydelige instruktioner“, men jeg må jo nok kapitulere og give jer ret!

      Du har også ret i, at jeg glemmer at lytte! Det er bare pokkers svært at lave om på, for det er jo en del af ens personlighed, og det er grundlagt gennem mange, mange år. Jeg har nu tænkt mig at høre lydfilen med psykologen en gang til, for hun siger så mange kloge ting og gør det på en sød måde, så hendes ord håber jeg på at kunne tage ind. Jeg har i hvert fald stor tillid til hende.

  5. Fruen i Midten
    Fruen i Midten siger:

    Jamen, det passer da overhovedet ikke. At, det er beskrevet, som om du er blevet dum. Der står, som jeg læser det, at du har brug for en bremseklods, så du ikke glemmer dine begrænsninger og bare tonser derudaf med risiko for at blive syg igen. Helt lavpraktisk skal der nok være en, der bl.a. sender dig hjem efter endt arbejdsdag, så du ikke bliver hængende, fordi du liige synes, du skal have styr på både dit og dat.

    Men spændende bliver det nu. God vind 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Fruen i Midten

      Det jeg faldt over var “strukturerede opgaver, tydelige instruktioner, og feedback” især “tydelige instruktioner“, men du har jo nok ret. Det med bremseklodsen er jeg fuldstændig enig i, og sådan en skulle jeg have haft for mange år siden. Jeg er også enig i den lavpraktiske fremgangsmåde.

      Og tak. Det bliver spændende.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.